Lad os hjælpe

Gode råd

Nedenfor finder du nyttig information og gode råd omkring gummifuger inde og ude samt råd til vedligeholdelse af borde i træ.

Vinduer og døre

Fugerne omkring vinduer og døre sikrer at vind og vand ikke trænger ind i huset. I det øjeblik fugerne begynder at krakelere eller udtørre, er det ved at være tid til at få dem skiftet.

Hvis først fugerne slipper, er der risiko for indtrængning af vand i hulmuren og til de omkringliggende materialer. Dermed er der risiko for svampeangreb og om vinteren frostsprængning. ​

Også skadedyr som murbier og myrer kan trænge ind, hvis fugerne er utætte. Elastiske fuger har en begrænset levetid, og derfor er det vigtigt med jævne mellemrum at checke, at de stadig slutter tæt. Nogle foretrækker en rigtig mørtelfuge omkring sine vinduer, andre en elastisk gummifuge – evt. tilsat sand så den ligner en mørtelfuge. Begge fugetyper har samme formål, nemlig at holde vind og vand ude.

MR Fugeteknik tilbyder dog kun at isætte gummifuger, men kan lave dem, så de ligner mørtelfuger.

Badeværelser

Gummifuger på badeværelser har en begrænset levetid og bør efterses jævnligt. Fugen har til opgave at holde vand ude fra bagvedliggende konstruktioner, og såfremt de begynder at slippe i kanten eller smuldre, skal de skiftes. Især skal man være opmærksom på fugerne i brusenichen. En dårlig fuge tillader vand at trænge ind bagved, hvilket kan medføre vandskader, råd og skimmelsvamp i større eller mindre omfang. En udskiftning af fugerne er derfor klart at foretrække (og langt billigere) fremfor at ende med en eventuel vandskade.

Har dine fuger fået sorte pletter er det tegn på angreb af skimmelsvamp. Risikoen for angreb nedsættes ved god udluftning samt aftørring af vand og sæberester efter badning.

Vådrumssilicone indeholder fungicider, der skal modvirke skimmelangreb (sorte pletter). Men efter ca. 5 år vil man oftest opleve at silikonen ikke længere kan modstå angrebene.

Også elasticiteten i gummifugerne aftager indenfor en given årrække. Det medfører at fugerne bliver hårde og derfor ikke længere kan give sig. Risikoen for at fugerne slipper kanterne bliver derfor stor, og dermed øges sandsynligheden for at få en vandskade.

Køkken- og spiseborde af træ

Et bord af træ kræver jævnlig vedligeholdelse. Især køkkenborde udsættes for et stort slid og skal jævnligt have olie for ikke at udtørre. Hvor tit dit bord skal have olie afhænger bl.a. af træsorten, hvor stor slidtage der er på det og hvor meget sollys, det bliver udsat for.

Det er altid en smagssag, hvornår man synes et træbord kan bruge en opfriskning, men som udgangspunkt trænger et bord til olie 1-2 gange om året. Efter en årrække har et træbord godt af at blive slebet ned og efterfølgende behandlet med olie til træet er mættet. Herved kan man fjerne diverse småskrammer, hakker og pletter og bordet kan få sin oprindelige glød igen. For at få et flot resultat kræver det brug af sandpapir i de rigtige kornstørrelser, en ensartet afslibning samt gentagne påføringer af træolie i passende mængder og ensartethed.